Anskaffelse af kat

Killinger er som de fleste andre dyrebørn uimodståelige, men anskaffelse af en kat bør altid være velovervejet, da den vil indtage og herske i dit hjem i de næste måske 15-20 år. Mange falder for fristelsen og tager den søde killing til sig uden at have overvejet, hvilket ansvar der uomgåeligt følger med.

Katten vil sammenlagt i årenes løb koste dig en hulens masse penge i foder, pleje og dyrlægebesøg, ligesom den vil besværliggøre ferier, der skal koordineres med kattesitter eller kattepension; den vil præge dit hjem, hvor du vil have planter efter kattens skøn, og den vil fælde i uforståelige mængder, og du vil opdage, at en fnugrulle bliver et dagligt redskab på lige fod med din tandbørste; katten vil måske hvæsse kløer i dine dørkarme, vælte vasen med blomster, fordi den lige skal se, om der nu også er vand i vasen, eller smage på din mad, når du vender ryggen til - sådan kan livet være med en kat, men at dele sit hjem med en kat giver også så mange fantastiske stunder, netop fordi katten er sin egen med sit legesyge og livsnydende væsen.

Når beslutningen om kattehold er taget, bør du overveje, hvorvidt katten skal være af en bestemt race eller en almindelig huskat, ligesom du bør overveje, om det skal være en killing eller en voksen kat, der af en eller anden grund skal have nyt hjem.

Racekatte findes i alle afskygninger fra små vimse til store tunge, fra ingen pelspleje til omfattende, fra aktive katte til mere dovne, snakkesaglige til fåmælte. Med valget af en racekat vil du på forhånd kunne sætte dig ind i de særlige racetypiske kendetegn, der karakteriserer de enkelte racer, selv om der naturligvis også er afvigelser inden for racerne, men sandsynligheden for, at du finder en race, der temperamentsmæssigt passer dig, er god.

Huskatte er populært sagt betegnelsen for katte, hvis ophav ikke er stambogsført, og hvor man derfor ikke med sikkerhed kan vide noget om, hvilke katte, der ligger bag, og dermed heller ikke eventuelle kendte sygdomme i linjerne. Dermed ikke sagt, at huskatten er et dårligt valg, det er blot et fravalg af det målrettede avlsarbejde, der foretages i racekatteopdrættene.

Prisen for en racekat varierer, men et eksemplar kan ofte erhverves for omkring 5.000 kr. I nogles ører lyder det af mange penge for en kat, som alternativt ville kunne købes som "ægte uden stamtavle" til den halve pris, men så lige til ser regnestykket ikke ud! Racekattene leveres oftest som en "færdig pakke klar til brug", dvs. katten er vaccineret to gange, øremærket eller chippet og neutraliseret, hvilket sammenlagt beløber sig til flere tusinde kroner. Har du købt en "ægte uden stamtavle" til 2.500 kr., skal du typisk selv bekoste neutraliseringen og måske vaccination, øremærkning, registrering i katteregister, orme- og loppekur mv., og du vil således alligevel hurtigt komme op på de 5.000 kr. En stamtavle koster 200 kr., og det er således en skrøne, at det er stamtavlen, der gør katten bekostelig! - stamtavlen er derimod din garanti for, at katten er den race, du tror, den er, og samtidig en garanti for, at opdrætter er underlagt regler om såvel kattehold som opdræt.

Det umiddelbare valg ligger derfor alene mellem en almindelig huskat eller en racekat med stamtavle.

Læs mere om racekatte og find eventuelt din killing via Viking Cats eller Killingelisten. Specialklubberne har ligeledes opdrætterannoncer se f.eks. Maine Coon Klubben.

27. juli 2013/Charlotte Oehlenschlæger